Rejser til Kusadasi

Kusadasi er en farverig og stemningsfyldt ferieby. Byen ligger på den ægæiske kyst og har udsigt til den græske ø Samos. I Kusadasi er der dejlige sandstrande, mange shoppemuligheder, skønne restauranter og barer. Der er en helt ny marina og byen har et spændende natteliv. Byen havde førhen mest overnattende gæster, som gerne vil besøge det verdensberømte Efesos. Men nu er Kusadasi blevet en dejlig turistby, som flere vælger at tage tilbage til. Byen har ikke altid været så stor, men da flere og flere turister kom til, så har byen bredt sig op ad bjergene. Årligt er der ca. en halv million, som tager ophold i byen, og yderligere en halv million en-dags gæster, som kommer ind med færger fra de omkringliggende øer, der gerne vil handle lidt og tage på nogle udflugter i Tyrkiet.

I centrum af Kusadasi er der moderne butikker, der sælger mærkevarer, de traditionelle basargader, og også små charmerende butikker i de smalle stræder. Om fredagen er der markedsdag, og her er der et stort udvalg af lædervarer, håndknyttede tæpper, kopivarer og sjove souvenirs. Hvis man ønsker guld og sølv smykker, så skal man ind i en smykkeforretning, for at være sikker på, at man får, hvad man betaler for.


Når man har shoppet på den livlige Atatürkboulevard kan man slappe af på stranden, som er lige ved siden. Der er mere end 6 sandstrande omkring Kusadasi og den mest populære er Kadinlar, der også kaldes for ”Ladies Beach”. Det er en dejlig børnevenlig strand med fint hvidt sand.
I Kusadasi kan man nyde atmosfæren fra hverdagslivet. En labyrint af de charmerende små gader smyger sig igennem kvartererne bag de gamle ringmure. I nærheden kan man se den fantastiske grønne bjergtop Kese Dagi og nedenfor ligger havnen med udsigt til de besøgende krydstogtskibe.

Besøg endelig nogle af de små hyggelige caféer. Se ud på den livlige hverdag i Kusadasi mens du nyder en kop te, som er Tyrkiets nationaldrik. Æblete, som man bliver budt på rigtig mange gange under ferien, er ikke noget tyrkerne selv drikker. De drikker derimod sort te med masser af sukker. Kaffe er ikke så populært som i andre lande, men hvis det drikkes, kommer der her også sukker i. Tyrkernes foretrukne alkoholiske drikke er anissnapsen, som faktisk kan nydes til alle dagens måltider. Øl er først rigtigt kommet til sammen med turismen, og her er den mest almindelige lokale øl, Efes Pilsen.

Seværdigheder i Kusadasi

Hvis man for en dag eller to lejer en bil, skal man besøge Efesos, der er en af verdens mest bevarede ruinbyer. Her foregik det meste handel i Romerriget. Det er lige før man kan mærke stemningen, som den var for over 2000 år siden, når man går igennem de romerske gader. Biblioteker, teatre og meget andet er beklædt med marmor, og diverse udsmykninger står stadig, som de blev bygget af romerne selv. Der bliver afholdt koncerter ved biblioteket Celcus og amfiteatret, og det er store stjerner som for eksempel Elton John, som har aflagt besøg på scenen. Her kan man også besøge Jomfru Marias hus. Man mener, da Jesus blev korsfæstet, tilbragte Jomfru Maria resten af sit liv i et hus, der blev bygget til hende af Mother Nightingale. Huset hedder Merymana Evi, og det er blevet et meget populært pilgrimsmål for både muslimer så vel som kristne, og har fået det blå stempel af Vatikanet. Der bliver afholdt en ceremoni d. 15. august hvert år, hvor mange mennesker fra hele verden deltager.

Temperaturer i Kusadasi

Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt
Dag 20 25 30 32 32 27 23
Nat 11 15 19 21 22 19 15
Vand 17 19 21 23 25 24 22