Rejser til Antalya

Byen Antalya er sydkystens hovedstad med ca. 600.000 indbyggere. Her kan man opleve byens pulserende liv, forlystelser, kulturhistoriske seværdigheder, natur, sport, festivaller og et dejligt afslappende strandmiljø. Der er mange muligheder for shopping, og nattelivet siges, at være kystens bedste. Antalya er Tyrkiets smukkeste by, da den ligger ved en flot bred bugt, der er palmer, og man kan se bjergene mod vest.

Der er to rigtig gode strande i Antalya. Der er Lara sandstrand i den ene ende af byen, og i den modsatte ende er der Kanyaalti stranden, der er en rullestenstrand. Hvis man ønsker bedre strande, skal man tage til Side eller Alanya i stedet. Der er også en mindre strand og klippebad inde i centrum.

Seværdigheder i Antalya

Man oplever Antalya, som en moderne storby, men i den gamle by, Kaleici, får man en helt speciel stemning i det lille landsbysamfund, hvor byens mænd får sig et slag kort omgivet af fascinerende gamle osmanniske bygninger og gamle levn fra romerriget. Her kan man også se de gamle fæstningsvolde og bymure, som blev bygget af grækerne, og senere restaureret af romerne.

Antalyas vartegn finder man på en anden hovedgade, Cumhuriyet Caddesi. Det er den 38 m. høje Yivli Minare, også kaldet Den Rillede Minaret, der er bygget af sultan Alaeddin Keykubat. Tæt ved ligger Hidrilik-tårnet, som engang var et romersk fyrtårn.
Inden for indgangen til den gamle by, byporten Hadrian, er der et hav af boder med en masse souvenirs. Det kan være alt fra flotte kunsthåndværker til det store udvalg af tyrkiske tæpper. Keleici har tyrkiets bedste restauranter, som ligger i huse fra den osmanniske periode, der er blevet restaureret. Hvis man er rigtig glad for historie er der flere antikke byer i nærheden af Antalya. Der er blandt andet Aspendos samt oldtidsbyerne Termessos, Ariassos og Olympos. Det kunne være en god idé, at leje en bil i en dag eller to, så man selv kan udforske Antalya og andre seværdigheder rundt omkring i Tyrkiet på egen hånd.
I Antalya finder man også moderne shoppingcentre og butikker med mærkevarer. Det er meget nemt at komme rundt i byen med sporvogne eller de lokale busser, de såkaldte dolmusser.

Finder man arkæologi spændende, så skal man besøge Antalyas museum på ca. 7000 m2, som ligger ca. to km. vest for byen, og den har Tyrkiets vigtigste arkæologiske samlinger. Her er der 14 udstillingshaller med flotte velbevarede sarkofager, skulpturer og meget andet. Museets samling af romerske statuer er virkelig fascinerende. Grunden til at museet er så stort, er på grund af italienerne invaderede Antalya i forbindelse med 1. verdenskrig. De ville røve byens mange kulturskatte. Tyrkerne protesterede selvfølgelig, og italienerne gik så med til at samle alle genstande i en lille moské. Da krigen ophørte, havde man en stor samling fra næsten alle perioder. Der var også ting fra den romerske, byzantinske og osmannske periode. Alle de arkæologiske fund blev derfor rykket ud til disse store lokaler ved Tyrkiets største museum.

Ved den lille marina kan man tage på forskellige bådture, så man også kan opleve Antalya fra det flotte middelhav. 10 km. nordøst for byen er de flotte Dyden- og Kursunluvandfald, og det er virkelig et smukt syn. Vandfaldene ligger i en stor frodig park. Man skal nok undgå at komme om søndagen, da de mange lokale tager hertil for at slappe af.
Har man børn med på rejsen, er Dedeman Aquapark et besøg værd. Det er det største vandland i Mellemøsten, så der skulle være rig mulighed for både børn og barnlige sjæle at boltre sig.

Temperaturer i Antalya

Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt
Dag 21 24 28 31 31 29 26
Nat 12 15 19 21 22 19 16
Vand 18 20 25 25 25 24 22